Nissehistorie: Lygten på loftet

Der var en nisse, som hed Ib, og Ib havde én ting, han holdt af mere end grød: en lygte på størrelse med et syltetøjsglas. Hver aften i december tændte han den og satte den i loftslugen, så folk nedenunder kunne se, at loftet var passet.

Men en aften i begyndelsen af december glemte Ib det. Han havde brugt hele dagen på at flytte tolv tøfler og var faldet i søvn siddende med en sok i hånden. Loftet blev mørkt, og det mørke loft gjorde huset nedenunder en lille smule koldere, uden at nogen forstod hvorfor.

I huset boede en dreng, der hed Mikkel. Mikkel kunne ikke sove, fordi noget manglede. Han lagde mærke til, hvad det var: den smalle lysstribe, der plejede at komme ned gennem loftslugen og ligge hen over gulvet som en gul lineal.

Så gjorde Mikkel noget, som ingen havde bedt ham om. Han hentede et fyrfadslys i køkkenet, satte det i en tekop, stillede koppen på det øverste trin af stigen og sagde højt ind i mørket: »Her. Så kan du se, indtil du finder din egen.«

Ib vågnede af den lyd, som lys laver — det er en meget lille lyd, og kun nisser hører den. Han kom ned til lugen, kiggede på tekoppen, og for første gang i tre hundrede år vidste han ikke, hvad han skulle sige.

Næste morgen stod tekoppen på Mikkels vindueskarm. Der var lagt en granris over den, og under granrisen var der en seddel med tre ord, skrevet i skrift så lille, at den skulle læses med næsen tæt på: »Jeg glemte. Tak.«

Siden den december har der aldrig manglet lys på det loft. Ib tænder sin lygte, og på det øverste trin står en tekop, som ingen af dem taler om, men som begge sørger for bliver stillet frem.

Til samtalen efter historien

• Hvad tror du Ib tænkte, da han så tekoppen?
• Har du prøvet at gøre noget for nogen, der ikke bad om det?
• Hvad ville du have skrevet på sedlen?